Tal er magt. Den, der behersker tallene og graferne, har et godt politisk ståsted. Det er blevet tydeligt igen i den uge, der er gået siden PISA 2025 blev offentliggjort: et sandt klondike af overskrifter, forklaringer og krav om nye skolereformer.
Men for at debattere PISA-resultaterne ordentligt skal man først kunne læse dem. Og her er der grund til at kigge sig selv – og Undervisningsministeriet – over skulderen.
PISA måler tre fag – læsning, matematik og naturfag. Fra nu af holder jeg mig udelukkende til matematik-tallene. Læsning og naturfag kan sagtens følge andre forløb og fortjener deres egen, selvstændige analyse.
Grafen lyver ikke, men den overdriver gerne
I selve pressemeddelelsen fra Undervisningsministeriet er der to grafer over de samme underliggende tal. Den ene viser kun de danske resultater fra 2000 til 2025, og dens y-akse starter ved 450 og slutter ved 520 – et interval på blot 70 point. Den anden sammenligner Danmark med de øvrige nordiske lande, og her starter y-aksen ved 410 og går til 570 – et interval mere end dobbelt så stort.
Samme pressemeddelelse, samme talgrundlag, to forskellige visuelle fortællinger. På den første graf ser et fald fra 497 til 460 point i læsning ud som et lodret styrt. På en akse, der starter i nul, ville det samme fald være et mærkbart, men langt mindre dramatisk hak nedad. Det er ikke løgn – det er bare ikke neutralt heller. Aksevalget er en redaktionel beslutning, og den er truffet, længe før nogen politiker har åbnet munden.
Det er matematisk dannelse: at kunne se, hvad en graf rent faktisk viser, før man lader sig overbevise af, hvad den ser ud til at vise. Og det er en øvelse, der er relevant uanset om man ender med at synes, at faldet er alvorligt eller ej.
En empirisk undersøgelse, ikke et orakel
PISA er et empirisk studie. Det betyder, at det kan vise sammenhænge – korrelationer – men ikke i sig selv levere de kausale forklaringer, som debatten er så ivrig efter at finde. Alligevel er nedlukningen under corona allerede blevet en udbredt forklaring på det danske fald.
Det er værd at bemærke to ting. For det første: corona nævnes ikke én eneste gang i PISA-konsortiets egen hovedrapport. Forklaringen kommer altså ikke fra eksperterne – den kommer fra debatten selv.
For det andet: hvis nedlukning var hovedforklaringen, burde man forvente et markant mindre fald i Sverige, som aldrig gennemførte en national nedlukning. Men her er den centrale detalje ofte overset: selv i Sverige var det kun de ældste gymnasieelever, der i perioder fik fjernundervisning. Netop den aldersgruppe, PISA måler – 15-årige – gik stort set uafbrudt i skole gennem hele pandemien. Alligevel viser den svenske kurve samme markante fald som den danske. Det svækker ikke nødvendigvis nedlukningshypotesen fuldstændigt, men det bør i det mindste gøre os forsigtige med at behandle den som en selvfølge.
Andre spor, der (endnu) kun er hypoteser
Man kan pege på andre mulige forklaringer – men de skal behandles som det, de er: hypoteser, der bør undersøges, ikke konklusioner, man kan læne sig op ad.
PISA's matematikbegreb er bygget op omkring det, undersøgelsen selv kalder mathematical literacy: evnen til at bruge matematik i hverdagsagtige, tekstbårne situationer – ikke ren regnefærdighed. Det rejser et oplagt spørgsmål: hvor meget af faldet handler om matematik, og hvor meget handler det om at afkode en tekstopgave? Og har forældre til nutidens 15-årige selv de matematiske læsefærdigheder, der skal til for at hjælpe med den slags opgaver derhjemme? Det er ikke en forklaring. Det er en hypotese, der kunne undersøges empirisk – af dem, der har fagligheden til det: didaktikerne.
Digital distraktion er et andet spor, rapporten selv rejser – men interessant nok primært i relation til naturfag, ikke matematik. Om den samme mekanisme gælder i matematik, ved vi reelt ikke endnu.
Pointen er ikke, at PISA tager fejl
Pointen her er ikke, at PISA-undersøgelsen er forkert, og ikke, at politikere og debattører nødvendigvis tager fejl. Pointen er, at vi ikke behøver bruge en omfattende, international undersøgelse til at bedrive signalpolitik eller kræve endnu flere skolereformer, før vi – altså eksperterne – har læst, undersøgt og tænkt os ordentligt om.
Det er værd at bemærke, at PISA-konsortiet selv er langt mere afdæmpet end store dele af debatten: et af rapportens egne afsnit hedder ganske enkelt "De danske elevers resultat ligger på niveau med OECD-gennemsnittet i PISA 2025" og "De danske elevers tilbagegang er en international tendens". Det er ikke mine relativiseringer. Det er konsortiets egne.
Dette er skrevet ud fra en videnskabsteoretisk snarere end en didaktisk ramme, og det handler kun om matematik-målingerne – læsning og naturfag kan godt følge andre forløb. Jeg er, forhåbentlig, altid parat til at blive modsagt med en holdbar diskussion.